Hvem er ‘Chr1zN’? Det nye danske IGL-håb


30.05.2025

Af: Jonas Hagemann Jensen

Christoffer Storgaard. Navnet siger ikke mange CS-fans meget lige nu, men det kommer det absolut til indenfor den nærmeste fremtid. ‘Chr1zN’ er in-game leader (IGL) for det danske esportsprojekt OG. Men det har længe stået klart, at den unge dansker er en af de mest talentfulde spillere i sin rolle i CS-verden.

“Chr1zn har siden unge dage altid været set som et kæmpe talent. Siden Powerligaen, hvor han bl.a. spillede med Ecstatics Sirah og hans yngre bror Sukker, har potentialet stået klart og tydeligt,” siger Retakes egen Niklas Poulsen.

Talentet har altså i lang tid stået lysende klart på den professionelle CS-scene, og i 2022 blev han hentet til MOUZ Nxt, hvor han hurtigt trådte ind i rollen som IGL og AWP’er - netop AWP-rollen er han dog er trådt ud af igen. I stedet er han hvad man populært kalder en ‘fraggende IGL’, altså en leder, der også selv direkte går forrest ved at putte sig i situationer, hvor han skal levere ‘kills’ på modstanderen.

“Chr1zn leder ved at gå forrest, han fragger på serveren, men har også grinden med sig.” Niklas ‘coachdp’ Poulsen
På den måde er han en meget moderne leder i CS, der lægger sig i slipstrømmen på ‘kyxsan’ og ‘siuhy’ hos henholdsvis Falcons og Liquid, der har samme stil som IGL. 

“Chr1zn leder ved at gå forrest, han fragger på serveren, men har også grinden med sig,” som Niklas Poulsen beskriver det.

Og det er en hårdtarbejdende og stabil ung mand, der har taget naturlige skridt i sin karriere fra Powerligaen til MOUZ Nxt til et OG-projekt, der har det lange blik for øje i sin strategi og måden at drive organisationen på.

“Måden han har grebet sin karriere an på har været snusfornuftig. To stærke år i Mouz NXT, et projekt han var glad for og troede på, frem for at lede efter enhver opgradering af lønkroner, så blev han der, hvor han bedst kunne forme sin karriere og lære mest.” 

“Han er velovervejet og tager ikke forhastede beslutninger - som man også kan se på måden OG byggede deres hold med lange tryouts og ingen hurtige kontrakter,” siger Niklas Poulsen.

“OG har godt fat i det basale og Chr1zn opfinder ikke den dybe tallerken for at overraske, men møder hårdt mod hårdt med kvalitet.” 

Karrieren startede hos Esimed Esports i 2021, siden blev det et skifte til Linx Legacy eSports og en udlejning hos AGF Esport alt sammen i 2022. Og det var her tyske MOUZ med danske ‘sycrone’ hentede ‘Chr1zN’ til deres talentprogram; MOUZ Nxt. 

I sommeren 2023, skete der store ændringer på MOUZ’ førstehold, hvor ‘siuhy’ og ‘Jimpphat’ fra akademi-holdet blev valgt til efter fiaskoen ved Paris-Majoren. Og her blev ‘sycrone’ faktisk spurgt direkte ind til om ‘Chr1zN’ også snart kunne tage skridtet op af de dygtige journalister hos Dust2.dk. Her svarede ‘sycrone’:

“Jeg tror i forhold til Chr1zn, så er han måske lidt for ung til at skulle tage det step op nu lige nu. Når jeg ser ham spille, så er han en virkelig god leder. Han er super skarp. Og i forhold til, hvor ung han er, så er han jo nærmest lysår foran nogle andre. Men jeg synes, det er for tidligt for ham at gøre det (tage et skridt op, red.). Jeg tror, at han er i en god udviklingsfase lige nu, og det skal han bare fortsætte med.”

Der er ingen tvivl om, at der er store forventninger til ‘Chr1zn’, og majordeltagelsen for OG er den unge IGL's store chance for at vise sig frem på den største scene.  

     
Næste live: Austin Major: 3. juni kl. 16.00 Forside
Kalender