Major-optakt: Vitality - Verdens bedste hold?


Foto: Stephanie Lindgren (Vexanie), BLAST

19.05.2025

Af: Jonas Hagemann Jensen

Franske Vitality har i 2025 vist sig som det absolut bedste hold i Counter-Strike. Det er en skræmmende form ‘Apex’’ mandskab viser i øjeblikket med en ‘ZyWoO’ i absolut topform, og med tilføjelsen af ‘ropz’, blev et allerede godt hold bare endnu bedre.

Dan ‘Apex’ Madesclaire har udviklet sig til en af de absolut bedste in-game-leaders i Counter-Strike, og det er faktisk lidt overraskende, at Vitality er nået den absolutte top med ‘Apex’ ved roret. Den karismatiske leder har altid været regnet for lidt af en vildbasse, og startede karrieren som en entry fragger - han blev altså sendt ind i kampene som den første, og det er ikke ofte, at entry fraggers ender som IGL’s.

I januar blev Robin ‘ropz’ Kool tilføjet til holdet i stedet for ‘spinx’, der siden er skiftet til MOUZ. ‘Ropz’ har fra dag ét været en succesrig tilføjelse, og har bare hævet niveauet endnu mere hos Vitality. Vitality-organisationen har stik omvendt den anden franske organisation G2, rekrutteret smart og klogt, og ‘ropz’ var en af de bedste på markedet, der med det samme ville være en forstærkning.

Direkte adspurgt af CS-casteren Freya Spiers på spørgsmålet om, hvad der har gjort den store forskel for Vitality sammenlignet med for ét år siden, svarede ‘Apex’:

"Ropz!"

Den estiske superstjerne har en 1.23 HLTV rating over de sidste tre måneder, hvilket er vanvittige numre. Det gør ham aktuelt til nummer fem på listen over de bedste spillere de sidste tre måneder.

Det vakte røre, da ‘ropz’ skiftede til Vitality fra FaZe. Den amerikanske org er i knæ, og det er gået stødt ned af bakke siden esteren forlod mandskabet, og det taler for ‘ropz’ evner, at ‘karrigan’ og FaZe har famlet lige siden.

Sammen med ‘ropz’ er ‘ZyWoO’ en kæmpe profil for Vitality-mandskabet, der tit og ofte kiggede mod ‘ZyWoO’ for at opnå resultater inden ‘ropz’ ankomst. Britiske ‘mezii’ og israelske ‘flameZ’ udgør resten af mandskabet, og det er to spillere, der vel sagtens kunne spille på resten af top-10-holdene i verden i deres respektive roller.

Vitality forventes at gå hele vejen til majoren, men der skal spilles meget Counter-Strike imellem, og ved IEM Dallas, der er igang i øjeblikket kan man få en forsmag på formen hos verdens bedste CS-hold.
     
Næste live: Austin Major: 3. juni kl. 16.00 Forside
Kalender