S1mple - Counter-Strikes Maradona?
16.05.2025
Af: Jonas Hagemann Jensen
Det kontroversielle comeback
Ukrainske Oleksandr ‘s1mple’ Kostyliev betragtes af mange som den bedste Counter-Strike-spiller gennem historien. Det er unægteligt, at ‘s1mple’ altid vil være en del af debatten som den bedste nogensinde, men det er efterhånden også ved at være lang tid siden, at den 27-årige har vist, at han stadig kan spille på et højt niveau.
Forud for Majoren i Austin, blev ‘s1mple’ pludselig præsenteret som ny stjernespiller på storholdet FaZe, der i et desperat forsøg på succes har peget på ukraineren som en mulig løsning. Den danske kaptajn på holdet Finn ‘Karrigan’ Andersen udtalte i forbindelse med transferen:
“Holdet fungerede ikke. Jeg brugte al min erfaring på at få det til at fungere, men det lykkedes ikke. Men med dette (transfer af ‘s1mple’, red.) kaster vi en ‘hail mary’ mod Majoren.”
At beskrive transferen som en Hail Mary, som er et begreb man benytter om et desperat forsøg i amerikansk fodbold, siger meget om, hvor FaZe er henne i deres nuværende forfatning, men det er også meget sigende om, hvor ‘s1mple’ er henne i sin karriere.
Tvivlsom superstjerne
Man ved simpelthen ikke, hvad man får fra ukraineren, der er gået så grueligt meget igennem de senere år. Stjernespillerens hjemland ligger i krig - noget han selv har været meget fåmælt omkring og i det hele taget har hans udtalelser om krigen været under lup.
“I min karriere, har jeg spillet med ukrainere, russere og amerikanere.. Alle sammen har været gode fyre. Vi vil alle have fred. Vi er alle bange. Vi må alle gå forrest og forblive mennesker.”
Sådan lød det fra s1mple i 2022 efter krigens udbrud, men siden har der været meget palaver om ukrainerens valg i det private. I 2024 fik han udbredt kritik af sine landsmænd for at deltage i en koncert med russiske rappere, og selvom man ikke kan være i tvivl om s1mples modstand mod krigen, så er det et uheldigt signal at sende.
Det samme kan man mildest talt sige om stjernens aktiviteter på sociale medier de sidste år. For en måned siden meddelte han, at han havde ændret livsstil og nu var fokus på at spille CS, komme i form og i det hele taget ændre livsstil, men de timer, ‘s1mple’ har registreret i CS siden siden er ikke imponerende. Og i midten af april, streamede Kostyliev sig selv spille tydeligvis meget påvirket, og streamet måtte ende pludseligt og før tid - i øvrigt med en meget dårlig ‘s1mple’ på serveren.
Ydermere, er der mange eksempler på opslag på de sociale medier, hvor ‘s1mple’ måske ikke har truffet de bedste valg med tanke på, at krigen raser i Ukraine. Han er blevet spottet i en dyr Ferrari i Barcelonas gader, der var et kort klip, hvor det lignede, han tog stoffer med prominente, russiske rappere, og i en live på Instagram, fortalte s1mple (med en smøg i hånden) om sin oplevelse med næsten at blive overfaldet i Barcelona, og siden fik han faktisk sit ur røvet på åben gade.
I starten af maj, streamede ‘s1mple’ til sine 1.6 mio. følgere på Instagram og 4 mio. følgere på Twitch pludselig et madprogram - og altså ikke Counter-Strike, som er det spil, han skal konkurrere i om godt to uger i Austin.
Det er i den grad CS’ enfant terrible, der er tilbage på den store scene. Man får mindelser om Diego Maradona, der flere gange forsøgte comebacks, og i øvrigt spillede nærmest påvirket under sin tid i Napoli. Det er aldrig kedeligt med 's1mple'. Og det bliver spændende at se, om legenden kan levere, når det gælder.