FaZe starter Stage 2 - OG møder VP
07.06.2025
Af: Jonas Hagemann Jensen
Foto: Stephanie Lindgren (Vexanie), BLAST (FaZe)
Danske Finn ‘karrigan’ Andersen sparker Majoren i gang lørdag 17.00 dansk tid, hvor Heroic er modstanderen. Kampen har fået lidt ekstra kolorit efter verdensstjernen ‘S1mple’ kaldte Heroic-spillerne for bots efter et nederlag ved IEM Dallas. Danskerne på OG møder russiske Virtus.pro ved 18.15-tiden.
Det er nu, Majoren for alvor starter. Stage 2 betyder, at FaZe, VP, Falcons og 3DMAX træder ind i turneringen, og det dufter lidt mere af verdensklasse end de indledende runder i første uge har gjort. Det betyder samtidig, at der er flere danskere på serveren. Hos Falcons er både ‘Magisk’ og ‘TeSeS’ klar til at repræsentere de danske farver sammen med coach ‘zonic. Falcons og danskerne spiller sideløbende med FaZe kl. 17 mod ukrainske B8.
Den første kamp i Stage 2 står mellem FaZe og Heroic, hvilket normalt ikke ville være et opgør, man ville løfte øjenbrynene over, men ‘S1mple’ var i vanlig stil i hopla efter et nederlag til Heroic og kaldte dem ‘bots’. Det fik naturligvis Heroic-spillerne til at reagere, og derfor har opgøret fået lidt ekstra krydderi. Alt er forgået med et smil på læben, men mon ikke der kommer noget fed lir spillerne imellem under kampen.
OG møder VP
Danske OG skal op imod russiske Virtus.pro med et tungt lineup. ‘ElectroNic’, ‘fame’, ‘FL1T’, ‘FL4MUS’ og ‘ICY’ er alle navne, der vækker genklang i CS, og ‘Chr1zN’ og resten af danskerne på OG skal stå tidligt op for at slå russerne.
‘Nicoodoz’, ‘Buzz’, ‘F1KU’ og ‘spooke’ har alle leveret flot ved Majoren indtil videre, og de præstationer skal fortsætte, hvis OG skal have en chance mod VP. Det selvom VP har haft store udfordringer med at levere resultater, og kritikken har været skarp mod IGL’en og den erfarne rifler ‘electroNic’, der simpelthen ikke har leveret som leder endnu.
Derfor er OG ikke uden chancer, og det bliver spændende at se dem måle sig mod nogle af de bedste.
Kan ‘S1mple’ redde FaZe?
Hos amerikanske FaZe er det aldrig kedeligt, og med tilgangen af ‘S1mple’ har man vel givet sig selv de bedste chancer for at levere en god præstation ved majoren i Austin. Danske ‘karrigan’ har mange gange i sin karriere været i knæ med sine hold, men han lykkedes altid med at komme tilbage.